november 28, 2021

Hvorfor er mine radiatorer kolde?

Hvis din radiator ikke vil varme, selvom du har tændt for varmen og skruet op for termostaten, så skyldes det ofte én eller flere af tre ting. Det er typisk noget, som du let selv kan fikse. Her giver vi nogle gode vvs råd til, hvordan du skal bære dig ad for at få varme i dine radiatorer igen.

Den første årsag kan være, at ventilnålen inde i termostaten har sat sig fast. Dette kan ofte ske, når radiatoren ikke har været i brug hele sommeren. Du skal starte med at tage termostaten af. Hvis det er en nyere model, skal du bare skrue den mod uret, for at få den af. Hvis det er en ældre model, skal du bruge en umbraconøgle. Derefter trykker du gentagne gange på ventilen, indtil den løsnes.

Den anden årsag til, at varmen ikke virker, kan være, at pakdåsen er for gammel. Du udskifter radiatorens pakdåse ved at vride møtrikken (pakdåsen) ved ventilen mod uret med en tang. Skru den helt ud. Skru derefter en helt ny pakdåse på og stram til med tangen.

Den tredje årsag kan være, at der er luft i radiatoren, og at den trænger til at blive udluftet. Du skal starte med at slukke fyret og alle cirkulationspumper og vente i fem minutter. Derefter skal du tage fat i udluftningsventilen og dreje mod uret, så der lukkes luft ud. Vent indtil der begynder at komme vand ud (hav en klud parat). Fyld vand på hovedanlægget ved kedlen, hvis der ikke kommer noget vand ud. Start derefter fyr og cirkulationspumper igen.

vvs råd